IntroProjekt


Opgavebeskrivelse

Som introprojekt blev vi delt i tilfældige grupper for at lære vores nye klassekammerater bedre at kende. Opgaven gik ud på at lave en kort stopmotionfilm på 1-2 minutter. Hver gruppe skulle trække to tilfældige sedler – en rød og en blå – hvorpå der stod noget, en person i klassen kunne lide, og noget de ikke kunne lide. Disse ord blev udgangspunktet for vores historie

Idéudvikling og Forberedelse

Vi startede med at idéudvikle og brainstorme forskellige historier ud fra de ord, vi havde trukket. For at holde styr på idéerne lavede vi et storyboard, hvor vi tegnede scener og planlagde forløbet. Vi besluttede at arbejde med modellervoks, LEGO og pap for at skabe vores figurer og omgivelser.

Herefter gik vi i gang med at bygge scener, rekvisitter og figurer. Det tog længere tid end forventet, da vi blev meget detaljerede i vores arbejde – måske lidt for perfektionistiske. Selvom det stjal tid fra selve optagelserne, havde vi det rigtig hyggeligt og lærte hinanden godt at kende undervejs.

Proces

Da alt var klart, gik vi i gang med at filme. Vi brugte appen Stopmotion Studio, som gjorde det nemt at lave små justeringer i scenerne. Appen viste en gennemskinnelig version af det forrige billede, så vi kunne placere figurerne korrekt i forhold til deres tidligere position. Vi byggede filmen op billede for billede.

Vi blev så optagede af projektet, at vi blev på skolen helt til kl. 17. Vi havde det virkelig sjovt og brugte måske lidt for lang tid på hver billede og bevægelse. Til sidst besluttede vi at tage hjem og klippe videoen sammen, mens én fra gruppen delte sin skærm over Discord. På den måde kunne vi arbejde sammen, selvom kun én sad med redigeringen. Én person stod for at klippe scenerne sammen og tilføje lyd, mens resten af gruppen fandt royalty-fri lydeffekter og musik og gav feedback på længden af scenerne. Selvom det var remote, føltes det som et samarbejde, hvor alle var med.

Produkt

Refleksion

Opgaven var virkelig hyggelig og kreativ, og jeg synes, at formålet – at lære hinanden at kende på en sjov og anderledes måde – blev opfyldt. Fokus var ikke på det tekniske, men på samarbejdet og at få et indblik i, hvordan kreativitet bliver en del af uddannelsen. Det var en god idé at bruge to tilfældige ord som udgangspunkt for historien, fordi det fjernede noget af presset fra at skulle finde på en helt ny idé fra bunden. Når man ikke kender hinanden særlig godt, kan det nemlig være svært at forstå, hvad de andre tænker.

Det var også virkelig fedt, at vi havde en “biografdag” dagen efter, hvor alle kunne se hinandens videoer. Det gav både inspiration, sammenhold og et ekstra kreativt boost, især med popcorn, sodavand og en præmie til den bedste film. Det gjorde det hele mere specielt.

Hvis jeg skal fremhæve én ting, vi kunne have gjort bedre som gruppe, var det at planlægge tiden lidt mere effektivt. Vi brugte for meget tid på forberedelse og detaljer i starten, hvilket gjorde, at vi endte med at arbejde sent. Men alt i alt var det en god oplevelse, og jeg lærte meget om både stopmotion, gruppearbejde og mine nye klassekammerater.